Gamle skibe er, ligesom gamle huse, en kulturhistorisk fortælling.
Skibene er en del af vor arkitektoniske kulturarv. Når vi er færdige med at diskutere bevaringsprincipper, hvad, der er værd at bevare og hvorfor, og vi har besluttet graden af dokumentation før, under og efter, står vi foran restaureringsprocessens kerneopgave, nemlig at bevare historien, ikke fjerne den.
Den grundleggende opfattelse af en kulturhistorisk korrekt restaurering bygger på princippet om, at genopbygningen skal være i overensstemmelse med de historiske kendsgerninger.
Men hvor kommer begrebet ”kulturhistoriske retningslinjer” fra?
Organisationen ICOMOS (International Council on Monuments and Sites), stiftedes og fremlagde i 1964 sin første resolusion, en erklæring om konservering og restaurering af kulturminder. ”Venedig-charteret” er at anse som en vejviser for istandsettælse af et kulturminde. Danmark har tilsluttet sig charteret.
Venedig-charterets artikel 9 siger om begrebet restaurering (i vor oversættelse):
”Restaurering er et indgreb som skal have karakter af undtagelse. Den har som mål at bevare kulturmindets æstetiske og historiske værdier og bygger på respekt for det gamle materiale og autentiske kilder. Der gætningen begynder, ender restaureringen. Ved rekonstruktion, der bygger på antagelser, skal alle tilføjelser, som af æstetiske eller tekniske årsager regnes som uundværlige, indordnes i den arkitektoniske komposition og bære præg af vor tid. Restaurering skal altid forberedes af, og følges op med arkæologisk og historisk utforskning af kulturmindet.”
Resolutionen var beregnet på bevaring af faste kulturminder såsom bygninger og monumenter. Antikvarerne den gang kunne næppe forudse, at charteret skulle få betydning for bevaringen af den sejlende kulturarv.
Den europæiske maritime organisation EMH – European Maritime Heritage – som organiserer ejere af “traditionsskibe” eller ”veteranskibe” indenfor EU-området, vedtog i 2001 det såkaldte ”Barcelona-charter”, en resolution om bevaring, restaurering og vedligehold af traditionelle fartøjer. Dette bygger på Venedig-charteret.
Venedig-charteret, men også Barcelona-charteret, er altså den ånd som, uden at vi mærker det, svæver over alt arbejde med bevaring af fartøjer.
Hvis fartøjerne har bevaringsstatus, indebærer denne nogle krav til valg af metoder, materialer og arbejdets udførelse. Restaurering af bevaringsværdige skibe skal følge Skibsbevaringsfondens kulturhistoriske retningslinjer. Disse kan beskrives som nogle rammer, eller en slags vejviser i bestræbelsene efter det fuldkomne, men alligevel uopnåelige skib.
Vi må derfor nøjes med det næstbedste, nemlig et så korrekt resultat, som muligt i forhold til fartøjets udseende på et givent tidspunkt, tidsrom eller epoke. Der stilles som regel krav om undtagelser fra retningslinjerne, begrundet i nødvendige tilpasninger i forhold til myndighedernes krav til sikker sejlads, skibets anvendelse, økonomi, ejerens personlige smag osv.
Man skal søge længe efter alment anerkendte retningslinjer for restaurering af vor sejlende kulturarv. Skibsbevaringsfondens kulturhistoriske retningslinjer er, måske suppleret af visse afsnit i Barcelona-charteret, de mest konkrete og må kunne sammenfattes i følgende ZEN:
”Det skal være, som det var”. Dybest set det eneste vi behøver at vide.