I Danmark ligger havnene tæt langs kysterne og beretter om havet som fortidens blå landevej. I dag er mange af de tidligere så travle og levende havne omdannet til tomme spejlbassiner og langsomt, men sikkert, presses skibe og maritime erhverv væk fra havnekanten. Dette truer landets maritime kulturarv. For hvor ellers skal skibe anløbe, vinteroplægges og vedligeholdes, hvis ikke i de havneområder, som i sin tid blev skabt til netop dette formål?
Heldigvis findes der fortsat danske havne, hvori bevaringsværdige bygninger og aktive erhvervsmiljøer vidner om fortidens maritime erhverv, og sammen med de historiske skibe, udgør smukke, aktive og stemningsmættede maritime miljøer med stor oplevelses- og fortælleværdi. Til sammen udgør skibe og kulturmiljøerne en maritim helhed og et attraktivt miljø til glæde for både borgere og turister.
Skibsbevaringsfonden ønsker at skabe fokus på de mange positive effekter, levende havnemiljøer med skibe langs kajen giver og synliggøre de havne, som udmærker sig på det område. Fonden har derfor igangsat projektet Maritime Kulturhavne, hvor fonden indgår partnerskaber med havne, som har maritime kulturmiljøer, der er værd at bevare, og som skaber gode rammer om historiske skibe.
Hvad er en Maritim Kulturhavn?
Den Maritime Kulturhavn er stedet, hvor der skabes sammenhæng mellem attraktive, historiske havnemiljøer, et aktivt maritimt relateret erhvervsliv og den sejlende kulturarv. Hvor havnen beskyttes, benyttes og udvikles til gavn for bevaringen af både den sejlende kulturarv og byens udvikling.
En kulturhavn opfylder helt eller delvist en række kriterier:
- Havnen rummer bevaringsværdige kulturmiljøer
- Historiske skibe tilbydes plads i havnen og anerkendes som en del af byens kulturudbud
- Der findes havnenære faciliteter til brug for vedligehold af skibene. Havnebygninger allokeres så vidt muligt til værksteder, lagre og væresteder.
- Der værnes om de maritime erhvervs tilstedeværelse på havnen
- Eventuelle beddinger, mastekraner, slæbesteder og lign. ydes særlig beskyttelse
- Havnen er en del af Træskibs Sammenslutningens frihavnsordning, som uden beregning tilbyder historiske skibe på besøg i havnen ophold i et eller flere døgn
- Havnen er permanent hjemsted for historiske fartøjer
- Bevaringsværdige skibe sikres fri havneplads eller lempeligere havneafgifter
- Havnen markedsføres som en del af byens kulturelle profil og tilbud
- Den maritime kulturarv indtænkes i fremtidig havne- og byudvikling
- Havnenes maritime udtryk afspejler stedets blå DNA