Årets tilsagn

Tilsagn 2026-27

ANNA – OU 7253
Ålekvase, bygget 1904 i Kolding.
Den gamle “tyskerkvase” med klipperstævn bygget i Kolding sejler i dag flittigt som foreningsskib i Århus. Tilsagnet er givet til restaurering af skandæk og hugmand mm.
Tilsagn: kr. 120.000
Midlerne er tildelt i samarbejde med A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond.
Læs mere

BONA GRATIA – OWJZ
Snurrevodskutter, bygget 1903 i Frederikshavn.
Snurrevodskutteren fra Grenå, som efter mere end 60 år i fiskeriet i dag sejler som foreningsskib. Tilsagnet er givet til restaurering af skroget.
Tilsagn: kr. 100.000
Læs mere

FREIA – OWTK
Skonnert, bygget i Rønne, 1897.
Er med sit oprindeligt nittede stålskrog bygget på Rønne Staalskibsværft, et sjældent syn i de danske farvande. I denne omgang er det den gamle lønning, der trænger til en udskiftning, og tilsagnet er givet hertil.
Tilsagn: kr. 55.000
Læs mere

FREM – OYJJ
Paketbåd, bygget 1934 i Dybvig på Fejø.
Det mere end 90 år gamle skib blev bygget hos skibsbygger Mortensen på Fejø. Skibet blev reddet ved en spektakulær redningsaktion for nogle år tilbage og bliver nu totalrestaureret efter alle kunstens regler. Tilsagnet er givet hertil.
Tilsagn: kr. 1.000.000
Læs mere

FULVIA – OZSS
Galease, bygget 1898 i Faxe Ladeplads.
Fartøjet, der vendte tilbage til Danmark efter knap 20 år under tysk flag, er en flot repræsentant for de rundgattede fragtgaleaser. Så flot, at den i sin tid dannede forlæg for bygningen af fartøjet EMANUEL. Fartøjet er støt og roligt ved at blive restaureret tilbage til et mere oprindeligt udseende, og i denne omgang er det agterdækket, der får en tur.
Tilsagn: kr. 150.000
Læs mere

HAABET – OWKV
Galease, bygget 1898 i Faaborg.
Efter mange år øst for Storebælt er den Faaborg-byggede galease kommet hjem til Faaborg igen, hvor den sejler flittigt under sit oprindelige navn, og endda lægger dæk til et samarbejde med projektet UngHavn. Tilsagnet er givet til reparation af skandæk og halvdæk agter plus det løse.
Tilsagn: kr. 250.000
Midlerne er tildelt i samarbejde med A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond.
Læs mere

IDA – XP 5284
Bundgarnsjolle, bygget 1975 i Stege.
Denne usædvanligt fine bundgarnsjolle fiskede helt frem til 2016, da kvoten blev løftet af den og den blev solgt til Møn. Jollen er nu hjemme i Stege igen og står for at få udskiftet dæk og spanter, som tilsagnet er givet til.
Tilsagn: kr. 150.000
Læs mere

JAKOB – OYNJ
Bugserbåd, bygget 1943 i Orange, Texas.
En amerikaner i Århus, som blev bygget til den amerikanske hær og angiveligt deltog i landsætningen i Normandiet i juni 1944. Siden 1952 har den med få afstikkere haft sin plads i Århus havn, hvor den sejler med byens skoleelever og bidrager til maskinmesterstuderendes uddannelse. Tilsagnet er givet til restaurering af stålskroget.
Tilsagn: kr. 300.000
Midlerne er tildelt i samarbejde med A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond.
Læs mere

KAROLINE SVANE – OWPC
Kvase, bygget 1885 i Humlebæk.
Oprindeligt en kvase, senere lastfartøj, og en af Danmarks ældste fartøjer. Forening bag har i de senere år arbejdet på at bringe fartøjet tilbage til dets oprindelige udseende anno 1885. Tilsagnet er givet til udskiftning af barkholtsrang, støtter og skandæk.
Tilsagn: kr. 150.000
Midlerne er tildelt i samarbejde med A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond.
Læs mere

KATHRINE PETERSEN – OUYG
Ålekvase, bygget 1945 i Svendborg.
Bygget til åleeksportfirmaet Th. Petersen i Kolding, og den største kvase bygget i Danmark. I 2009 overgik fartøjet til Skibsbevaringsfonden med henblik på at bevare skibet og formidle det videre. Tilsagnet er givet til at gøre fartøjet sødygtigt igen.
Tilsagn: kr. 750.000
Læs mere

KDL LODSEN – ureg.
Lodsbåd, bygget 1922 i Frederikssund.
Som formentlig den eneste bevarede, uforandrede sejlførende lodsbåd, og dermed et sjældent fartøj. Bygget til Rørvig Lodseri og senere overgået til Holbæk lodseri, så den sejler fortsat i sit gamle fartsområde. Tilsagnet er givet til renovering af dæk.
Tilsagn: kr. 120.000
Læs mere

KIVIOQ – OZZF
Ekspeditionsskib, bygget 1933 i Frederikssund.
Bygget til Knud Rasmussens 7. Thuleekspedition og siden i drift som opmålingsskib for Geodætisk Institut i Grønland. I 1990’erne kom fartøjet til Danmark og i 2023 overgik det til Skibsbevaringsfonden. Tilsagnet er givet til skrogarbejder i forbindelse med den totalrestaurering, fartøjet gennemgår.
Tilsagn: kr. 1.000.000
Læs mere

MATHILDE – ureg.
Fiskefartøj, bygget 1906 i Svaneke.
En oprindeligt sejlførende bornholmerkutter, der forblev i fiskeriet frem til 1989, hvorefter den overgik til fritidsbrug. I dag under restaurering, hvor den får sin oprindelige rigning og maskine tilbage. Tilsagnet er givet til udskiftning af motorfundament og klædning mm.
Tilsagn: kr. 200.000
Læs mere

MOTORFYRSKIB NR. 1 – OYHG
Fyrskib, bygget 1914 i Faaborg.
Fartøjet var Danmarks første motoriserede fyrskib og blev udlagt på station Vyl ud for Esbjerg. I dag ejet af en forening i Esbjerg, der driver det som museumsskib. Står overfor en omfattende restaurering. Tilsagnet er givet med henblik på at skaffe tilstrækkelig finansiering hertil.
Tilsagn: kr. 500.000
Læs mere

SKØDSHOVED – OU 6450
Dæksbåd, bygget 1907 i Horsens.
Bygget til paketfart på Århusbugten og sejlede fast i erhvervsfart frem til 1970. I dag sejler fartøjet igen med passagerer, nu som charterture ud fra Ebeltoft. Tilsagnet er givet til udskiftning af dæksplanker mm.
Tilsagn: kr. 85.000
Læs mere

SVALEN – 5QKP
Kattegatbåd, bygget 1906 i Kikhavn.
En af de få tilbageværende Kattegatbåde, der deltog i de store sildefiskerier nord for Sjælland. I dag ejet af en engageret forening med en del yngre medlemmer, som slår sine folder i Nyhavn. Tilsagnet er givet til restaurering af akselleje, samt udskiftning af ror og spiger i bunden.
Tilsagn: kr. 70.000
Midlerne er tildelt i samarbejde med A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond.
Læs mere

VESTBOEN – OWHT
Fiskekvase, bygget 1896 i Frederikshavn.
Snurrevodskutter og kvase af den såkaldte Frederikshavner-type, som blev bygget til havgående fiskeri. I dag overtaget af foreningen Ungdomsskibet Vestboen med en målsætning om at få unge engageret i sejlads og maritime håndværk. Foreningen, der tæller flere bådebyggerlærlinge, forestår en stor del af restaureringen selv. Tilsagnet er givet til omfattende skrogarbejde.
Tilsagn: kr. 250.000
Midlerne er tildelt i samarbejde med A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond.
Læs mere

VIKING af Svendborg – OU 7813
Krydstoldjagt, bygget 1897 i Odense.
Den ene af to bevarede krydstoldjagter i Danmark. Fartøjet er bevaret i den skikkelse, det fik som lystbåd i den mangeårige ejer ”Mølle-Marie”’s ejerskab. Er i dag i museumsejerskab, og anvendes bl.a. flittigt til togter med formidlingssigte. Tilsagnet er givet til udskiftning af dæk.
Tilsagn: kr. 250.000
Midlerne er tildelt i samarbejde med A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond.
Læs mere

VIKING af Fredensborg – OU 7321
Færgebåd, bygget 1916 i Skælskør.
Bygget til færgefarten på Esrum sø. Minder med sine smukke linjer om en travalje. Sejler efter 110 år fortsat med passager på Esrum Sø i sommerhalvåret. Tilsagnet er givet til reparation i skroget.
Tilsagn: kr. 50.000
Læs mere

VILHELM – ureg.
Isefjordsbåd, bygget 1888 i Lynæs.
Klinkbygget spidsgattet jagt af isefjordstypen. Siden 1988 i Gilleleje Museums (nu Museum Nordsjælland) ejerskab. Tilsagnet er givet til totalrestaurering.
Tilsagn: kr. 250.000
Læs mere

W. KLITGAARD – OXBX
Fiskefartøj, bygget 1891 i Frederikshavn.
Et af de allerførste danske fiskeskibe, der fra bygningen af var udstyret med en lille dampmaskine og fast skrueaksel med tobladet skrue. Skibet har gennem årene næsten været Danmark rundt i forskellige ejerskaber, men har siden 1984 været tilbage i Frederikshavn, hvor det sejler flittigt med gæster. Tilsagnet er givet til udskiftning af master.  
Tilsagn: kr. 200.000
Midlerne er tildelt i samarbejde med A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond.
Læs mere


Tidligere år

Låntagere 2025-26

Låntagere 2024-25

Låntagere 2023-24

Låntagere 2022-23

Låntagere 2021-22