5,5 mio. kr. til den sejlende kulturarv

Fra mast til køl og alt derimellem er blevet tilgodeset i dette års tildelinger fra Skibsbevaringsfonden. 19 fartøjer har modtaget støtte til større eller mindre restaureringsprojekter, heraf otte med midler fra Skibsbevaringsfondens samarbejde med A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond. Fælles for disse otte projekter er, at de alle på hver sin måde har fokus på børn og unge og uddannelsessøgendes møde med den sejlende kulturarv. F.eks. igennem sejladser med skoleelever, UngHavn eller maritime håndværk og færdigheder.

Samarbejdet med A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond er i høj grad med til at styrke indsatsen for bevaringen af den sejlende kulturarv. Med rammebevillingen har Skibsbevaringsfonden mulighed for at nå ud til flere fartøjer og skabe den kontinuitet, som er helt afgørende for en bæredygtig bevaringsindsats. Samtidig understreger samarbejdet den sejlende kulturarvs relevans i nutidens samfund. Som vindue ind til Det Blå Danmark, bidrager de historiske fartøjer til rekruttering og uddannelse inden for den moderne søfart. I tillæg udgør mange af dem platforme for aktive fællesskaber, der modvirker mistrivsel og ensomhed – og så er de smukke skibe trækplastre for turister og borgere i landets mange havne og kystbyer.

Se oversigten over årets støttemodtagere her