Støtte til den levende kulturhistorie

Årets tildeling af midler fra Skibsbevaringsfonden er nu afsluttet, og endnu engang kunne flere ansøgere imødekommes takket være det igangværende samarbejde med A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond. Samarbejdet har udmøntet sig i en rammebevilling, som giver Skibsbevaringsfonden mulighed for en styrket indsats for den sejlede kulturarv. De syv projekter, som har fået tildelt midler til restaurering via samarbejdet, udmærker sig ved at være aktiv, levende kulturhistorie, som bidrager til at udbrede kendskabet til den sejlende kulturarv og til de maritime håndværk, der knytter sig til bevaringen af skibene. Hermed spiller skibene og restaureringsprojekterne en rolle i forhold til nutidens og fremtidens søfart og maritime uddannelser. De syv projekter, der har fået tildelt midler er:

ANNE KAROLINE
Klinkbygget drivkvase bygget i 1901 i Fjellebroen på Fyn. Et sjældent fartøj, som fremstår i høj grad originalt i dets udformning og stand. Fartøjet er i dag ejet af Marstal Museum.

Fartøjet står over for en omfattende restaurering der vil blive gennemført som et formidlings- og undervisningsprojekt. Museet påtænker at gennemføre restaureringen i samarbejde med det lokale skibs- og bådebyggeri og med arbejde bidrage til den fortsatte brug og bevaring af klinkbygningshåndværket. Restaureringen skal foregå i et nyopført, offentligt tilgængeligt jollehus på havnen, som giver god mulighed for, at mange interesserede kan få adgang til restaureringsprocessen.

Læs mere om ANNE KAROLINE her

ARNE & JØRGEN
Røgtejolle bygget i 1956 på Jyllinge Bådebyggeri. Ejet af Roskilde Museum og sejles og vedligeholdes af et aktivt bådelaug. Fartøjet er af Skibsbevaringsfonden udpeget til Historisk Monument.

Den forestående restaurering ledes af det særdeles entusiastiske bådelaug, der har stor veneration for kulturarv og begejstring for fartøjet. Der værnes om jollen, og den anvendes fortsat til sit oprindelige formål og i sit oprindelige miljø, hvorved den bidrager til at formidle lokalområdets fiskerihistorie. Bevaringsarbejdet fokuserer på, at jollen skal formidle lokalområdets fiskerihistorie, hvilket den i høj grad gør.

Læs mere om ARNE & JØRGEN her

BIEN
Skonnert bygget i 1898 i Marstal. I dag ejet af FGU Syd- og Vestsjælland, der gennemfører en omfattende restaurering af fartøjet som en del af skolens undervisningstilbud.

FGU Syd- og Vestsjælland planlægger at bygge en ny klinkbygget hækjolle med agterspejl til BIEN. Jollen, der funger som slæbe-/rednings-/landgangsjolle skal bygges som en kopi af en eksisterende jolle. Processen er planlagt til at inkludere et åbent opmålingskursus, elevbyggeri af jollen samt fremstilling af sejl og tovværk på skolen i samarbejde med en tilrejsende sejlmager og ditto rebslager. Der er desuden planlagt en bogudgivelse om processen. Hermed er FGU Syd- og Vestsjælland aktive i at synliggøre den sejlende kulturarv bredt på Korsør havn og i særdeleshed at bidrage til at styrke interessen for og potentielt rekrutteringen til de maritime håndværksfag.

Læs mere om BIEN her

HJALM
Galeasen bygget i Assens, 1901. Har siden 1979 sejlet som skoleskib. Fra 2021 forpagtet af opholdsstedet Schouholm, hvor HJALM med base i Holbæk sejler som en del af et STU-tilbud. Om bord på HJALM kan eleverne kombinere skolegang med sejlads og søfart.

HJALM står midt i en omfattende restaurering, og har i den forbindelse modtaget midler til skrogarbejde. HJALM har med sit mangeårige virke som skole- og socialpædagogisk skib introduceret et stort antal børn og unge til søens verden. Skibet bidrager endvidere til at styrke det levende maritime miljø, der i de seneste år er blevet opbygget i Holbæk.

Læs mere om HJALM her

RØRET
Passagermotorbåd bygget i 1902 på H.P. Hansens skibsværft til post- og passagertransport til Nyord. Fartøjet var Nyords livsnerve frem til 1967, hvor der blev etableret fast forbindelse til Møn. I 2008 blev båden bragt tilbage til Nyord med henblik på restaurering og sejlads i det oprindelige miljø. Båden ejes og drives i dag en forening, som har modtaget støtte til en mindre restaurering over dæk.

Ejerforeningen er meget aktiv og tilbyder rute- og udflugtssejlads i de lokale farvande i sommerhalvåret. Op mod 1.000 passagerer og 200 cykler bliver det til om året. Med sin unikke fremtoning indgår RØRET som en aktiv og levende del af den turismemæssige infrastruktur i sit oprindelige fartsområde og sikrer derved, at såvel turister som borgere har rig mulighed for at opleve den sejlende kulturarv i sit rette element.

Læs mere om RØRET her

SAGA
Øresundsjolle, bygget i Hornbæk, 1884. SAGA blev bygget til fiskeri i Øresund og ligger fortsat i Hornbæk, hvor det sejles og vedligeholdes af en forening. SAGA udmærker sig ved, at det med sin sjældne konstruktion er et væsentligt bidrag til bevaringen af den nordiske klinkbygningstradition, som af UNESCO er udpeget til immateriel kulturarv.

Med denne seneste tildeling kan foreningen fortsætte den igangværende totalrestaurering af det særdeles sjældne fartøj, som blev igangsat sidste år. Det sjældne fartøjs kulturhistoriske værdi er særdeles høj, og SBF ser restaureringen af fartøjet i henhold til klinkbygningstraditionerne som et væsentligt bidrag til den fortsatte bevaring af dette håndværk som immateriel kulturarv.

Læs mere om SAGA her

VESTBOEN
Fiskekvase, bygget i 1896 på Nikolaj Olsens værft i Frederikshavn. Fiskede fra forskellige danske havne frem til 1990’erne, hvor det overgik til fritidsformål. I dag er skibet overtaget af foreningen Ungdomsskibet Holbæk, hvis formål er at få flere unge til søs.

Fartøjet står over for en omfattende restaurering af skibet, som varetages af foreningen selv, idet foreningen rummer flere bådebyggerlærlinge. Det er en kombination af et kulturhistorisk spændende og relevant skib og et unikt projekt-set-up, hvor mange unge er involveret. Skibet bruges til at formidle søfart og maritime håndværk til en bred kreds af unge, og bidrager ligeledes til den opblomstring af det maritime miljø, som Holbæk har oplevet i de seneste år.

Læs mere om VESTBOEN her