Skib med lån: SAGA
Sundbåd/sildebåd, bygget 1884 i Hornbæk
Historien om SAGA findes indtil videre ikke skriftligt dokumenteret nogetsteds, men er gennem generationer overleveret mundtligt i det lille nordsjællandske fiskerleje. Overleveringen siger, at den blev bygget på et mindre bådebyggeri i Hornbæk, beliggende i en gyde ”længere oppe” i byen, og blev ved hånd- eller hestekraft bakset til søsætning ved havnen, således som det ofte blev praktiseret på den tid.
Den klinkbyggede båd har til alle tider, bortset fra et kortere ophold i nyere tid i Sletten Havn, haft hjemme i Hornbæk, og er anvendt i stedets lokale fiskeri og formentlig også til kadrejeriet på Øresund. De smukke og egnstypiske linjer går igen på kendte, bevarede malerier fra egnen, ligesom de bygningsmæssige spor i form af kløvede egetræsbord og skrålaske, daterer båden til før 1900-tallet. SAGAs traditionelle fremtoning med tjæret skrog og sprydstagerigning er en fin repræsentant for datidens og Øresundskystens mange lignende fiskefartøjer. Ejes i dag af en forening, der står for at gennemføre en totalrestaurering af fartøjet.
Se flere informationer om SAGA fra Dansk Historisk Skibsregister ↓