Skib med lån: Caroline S – OXMJ
Coaster af caroliner-typen, bygget i Marstal 1959
Skibet har delvis sit navn efter det første skib i serien, M/S “Caroline” bygget ved H. C. Christensens Staalskibsværft i Marstal i 1951. Typen var tænkt som afløserne for de aldrende skonnerter og galeaser samt ofte tidligere tyske eller hollandske stålskibe, som dannede kernen i den danske indenrigsflåde i 30’erne og 40’erne. En fornyelse trængte sig på, og en del af det store Marshall-lån til Europas genopbygning efter krigen blev sat af til finansieringen af bl.a. dette nybyggeri.
Så populær blev carolinerne, at der i alt blev bygget 23. De lastede ca. 240 tons og havde en rummelig og dengang moderne aptering til sædvanligvis skipper og styrmand samt fire mand på dækket (bedstemand, matros, ungmand og dæksdreng – eller andre kombinationer efter rederens valg og fartsområde m.v.). Maskineriet var ligeledes nyskabelser med god maskinkraft til 8-9 knob, hjælpemotor, lossespil drevet af egen dieselmotor eller hydraulisk osv.
Caroline Samsø har siden 1994 været ejet af foreningen Caroline Samsø, der blev stiftet samme år i havnebyen Ballen på Samsø. Formålet har været at sikre carolineren som skibstype for eftertiden. Fra 2002 har skibet skiftet navn til Caroline S, med hjemmehavn og ny ejerkreds i Svendborg.
Se flere informationer om Caroline S fra Dansk Historisk Skibsregister ↓