Skib med lån: Alvilde – OWVV
Snurrevodskutteren ALVILDE bygget hos J. N. Olsen i Frederikshavn 1897
ALVILDE blev bygget som snurrevodskutter ved Nicolai Olsens værft i Frederikshavn i 1897 til et partrederi i byen. Skroget er af den såkaldte frederikshavnertype (svagt faldende, glat stævn, rundgattet og med udvendigt ror) og bygget af eg og bøg på eg. Skibet var bestemt for snurrevodsfiskeriet og udstyret med ”brønd” – dam – og havde to damluger. Det var rigget som galease og havde i de første år ingen motor.
I 1903 blev ALVILDE hjemskrevet i Grenaa og fik installeret en liggende, 4-takts Brdr. Houmøller petroleumsmotor på 4 hk med tobladet skrue drevet af skrueaksel gennem agterstævnen. Fra ca. 1913 var skibet hjemskrevet i Esbjerg og havde fået installeret en 1-cylindret Houmøller petroleumsmotor (Alpha) på 10 hk. Denne var formentlig i 1917 blevet erstattet af en petroleumsmotor på ca. 45 hk af samme fabrikat. I 1923 var ALVILDE rigget som jagt og havde fået styrehus. I 1927 var motoren atter erstattet af en 2-cyl. Houmøller glødehovedmotor på 38 hk.
Skibet sejlede nogle år som HOLMSLAND og i 1948 som PAW. I 1961 blev motoren udskiftet endnu en gang.
I slutningen af 1970erne blev ALVILDE solgt til fritidsformål og gennemgik frem til 1985 en omfattende ombygning, som bl.a. omfattede et langt ruf, nyt dæk og bjælker og lønning, samt oprigning som gaffelrigget ketch med stængerigget stormast.
Skibet blev i 2007 solgt til et nystartet bådelaug i Frederikshavn. Ejerne ønskede at bringe ALVILDE i overensstemmelse med skibets oprindelige udseende, bl. a. ved omrigning fra ketch til galease, nye dækshuse i de oprindelige dimensioner, og ombygning fra ratstyring til rorpind.
Se flere informationer om Alvilde fra Dansk Historisk Skibsregister ↓