For låntagere

Et restaureringsprojekt med lån fra Skibsbevaringsfonden gennemløber almindeligvis følgende faser, nogle af dem sideløbende:

  • Pantsikring eller tinglysning af lånet og underskrift af lånevilkår
  • Tilrettelæggelse af restaureringen
  • Udformning af kontrakt med værft
  • Gennemførelse af restaureringen
  • Løbende tilsyn og afsluttende syn
  • Udbetaling af lån
  • Fremtidig vedligehold

I det følgende kan du læse mere om disse faser og få gode råd til at komme godt igennem restaureringsprocessen:

Lånebetingelser

Når man har fået lån fra Skibsbevaringsfonden, følger der en række betingelser og vilkår, der berører den fremtidige drift og vedligehold af skibet. Misligholdes lånebetingelserne, kan fonden i sidste ende kræve lånet tilbagebetalt. Lånebetingelserne er som følger:

  • Pantregistrering og tinglysning – Et lån fra Skibsbevaringsfonden registreres som pant i skibet og påtegnes skibets matrikel i Skibsregisteret. Er der tale om et fritidsfartøj under 20 BT, skal lånet tinglyses som løsørepant i Personbogen ved Tinglysningsretten. Læs mere om pantregistrering her.
  • Rådighedsindskrænkning – Når Skibsbevaringsfonden tager pant i et skib, indskrænkes skibsejerens råderet over skibet. Skibet kan eksempelvis ikke pantsættes yderligere uden samtykke fra fonden, lige som det ikke kan sælges uden fondens samtykket. Det er desuden et krav, at den planlagte restaurering gennemføres som beskrevet i lånetilsagnet, og at det sker efter de aftalte anvisninger. Hent den fulde oversigt over rådighedsindskrænkningerne her.
  • Restaureringen skal følge de kulturhistoriske retningslinjer, der er udstukket af fonden. Arbejdet skal være virkelighedstro, materialetro og håndværkstro. Det er skibsejerens ansvar at sikre, at restaureringen følger retningslinjerne, men fondens sekretariat bidrager gerne med råd og vejledning. Læs mere om de kulturhistoriske retningslinjer her.
  • Arbejdet skal som hovedregel udføres på et anerkendt værft med kompetencer inden for restaurering af historiske fartøjer. Se vejledende liste over værfter og andre maritime håndværk her.
  • Ændringer og ombygninger må ikke i fremtiden ske uden fondens forhåndsgodkendelse. Hvis der er bevaringsværdigt interiør i skibet, gælder begrænsningerne også for dette. Kontakt derfor altid fonden, hvis du planlægger at foretage ændringer.
  • Skibsejer er forpligtet til sikre et tilstrækkelig vedligehold af skibet efter endt restaurering. Vedligeholdes et skib ikke i tilstrækkelig grad, kan fonden i yderste konsekvens se sig nødsaget til at opsige lånet i skibet. Råd og vejledning om vedligeholdelse kan altid fås ved henvendelse til fondens sekretariat.

Fonden anbefaler i øvrigt, at fartøjer, der får lån fra Skibsbevaringsfonden, er kaskoforsikrede.

Gode råd til skibsejeren om samarbejde med værfterne

Når der skal indgås et samarbejde med et værft om restaureringsarbejdet, er der en række forhold, som det kan være hensigtsmæssigt at være opmærksom på for skibsejeren.

  • Sørg for, at der udfærdiges en kontrakt i to eksemplarer, hvor specifikationerne fra tilbuddet er inkluderet. Kontrakten skal underskrives af begge parter.
  • Hvis der foretages ændringer eller supplerende aftaler i forhold til kontrakten, så sørg for at gøre det skriftligt.
  • Kontrakten bør indeholde en aftalt dato for færdiggørelse. Vær opmærksom på, at bestilt merarbejde som regel vil betyde senere aflevering – dette aftales også skriftligt.
  • Hvis ejer har indgået aftale med værftet om udførelse af delprojekter som egenarbejde, vær da opmærksom på, at projektet forsinkes og fordyres, hvis ikke aftalen overholdes.
  • Vær opmærksom på, at der kan løbe ekstra udgifter på ved værftsopholdet, som ikke er medregnet i kontraktsummen, eksempelvis stilladser, bortskaffelse af forurenet affald, beddingsleje, vand, strøm, presenninger osv.
  • Nogle værfter arbejder efter ”Almindelige betingelser vedrørende reparations- og ombygningsarbejder, herunder bedding- og doksætning (dokning), samt nyinstallationer og afhjælpningsarbejder på skibe, pramme, både etc. gældende for værfter inden for Skibs- og Bådebyggeriernes Arbejdsgiverforening”, publiceret januar 1997. Hvis det aktuelle værft arbejder efter denne, så bed om en kopi af reglementet og læs det grundigt igennem, særligt betingelserne i pkt. 5, der regulerer arbejdets udførelse. I yderste konsekvens kan disse regler være i strid med fondens krav til korrekt udførelse. Det er vigtigt at kontakte Skibsbevaringsfonden i sådanne tilfælde.

Tilsyn

Skibsbevaringsfonden fører tilsyn både med de konkrete restaureringsprojekter undervejs og med de skibe, der har modtaget lån. Dette for at sikre, at skibene vedligeholdes forsvarligt og at der tages hensyn til skibets kulturhistoriske værdi.

Det er dog skibsejerens ansvar at føre tilsyn med værftsarbejdets udførelse og kvalitet, lige som ejeren skal give den endelige godkendelse af arbejdet i forhold til værftet. Tilsyn kan finde sted uanmeldt eller efter forudgående aftale.

Udbetaling af lån

Lånet frigøres, når pantebrevet er registreret eller lånet er tinglyst. Lånet kan udbetales efterhånden som arbejdet er udført og kopi af fakturaer for arbejdet er modtaget af fonden. Skibets ejer skal skriftligt over for fonden tilkendegive, at han har godkendt de udførte arbejder, inden lån kan udbetales.

Lånet udbetales til skibets ejer, der selv sørger for afregning med værftet, når han skriftligt overfor værftet har godkendt arbejdet. Låntager kan skriftligt bede fonden om at udbetale direkte til værftet.

Vedligehold

Når restaureringsprojektet er overstået, er skibsejeren forpligtet til at vedligeholde fartøjet, så fartøjet så vidt muligt opretholder sin kulturhistoriske standard.